Dorte Rudi Andersen

Bestil tid

Faglig profil

Privatpraktiserende psykoterapeut med neuroaffektiv udviklingsteori som overordnet forståelsesramme. Arbejder ud fra en integrativ metode, hvor vejen til forandring både kan være sproglig, kropslig eller kreativ.

Speciale i:

  • Barnløshed
  • Moderskab
  • Graviditetsvanskeligheder og gentagne graviditetstab
  • Familieliv
  • Grupper
  • Arbejdsliv

Mit faglige og personlige fokus har altid været mødet mellem mennesker, da jeg mener, det er i relationen vi lever, forandrer og udvikler os.

Som terapeut  tager jeg både udgangspunkt i min uddannelsesmæssige baggrund og i mine faglige og personlige erfaringer.

Min opvækst som biologisk barn i en plejefamilie, gav mig ret tidligt indblik i, at familier kan se ud på mange måder, og at vores tilknytningshistorie er med til at lægge fundamentet, for måden vi møder verden på.

Jeg har en særlig interesse i at støtte barnløse i vejen mod at blive en familie, hvad enten det lykkes at få et barn eller ej. Selv havde jeg drømmen om at blive mor i mange år, og måtte i den forbindelse gennemgå et 12 år langt fertilitetsbehandlingsforløb, før det lykkes at få vores søn i 2016. Jeg har derfor erfaring med, hvor svært det er at have eksistentielle drømme, der ikke bare lige opfyldes.

Jeg kan dels støtte i de svære tanker, skammen, sorgen og skuffelserne, der er knyttet til barnløsheden, men jeg kan også vejlede i selve behandlingen, samt i hvilke muligheder der er i forhold til fertilitetsbehandling, herunder både i forhold til tankerne og det praktiske bl.a: behandlingsmetoder, ægdonation i DK eller udlandet, gentagne aborter, fysiske reaktioner på behandlingen og parforholdet.

Den første tid af min søns liv tilbragte vi på neonatalafdelingen. Den angst der er knyttet til at have et indlagt nyfødt barn, kan for mange være traumatiserende. I terapien er det muligt at arbejde med både angsten, skuffelsen og alle de svære tanker og følelser, der kan risikere at skabe udfordringer i tilknytningen til det lille barn.

Jeg er optaget af forandringsprocesser – både individuelle, i familien og i organisationer, og af hvordan mennesker er sammen og understøtter hinanden. Det uanset om det handler om kollegiale fællesskaber, eller arbejdet med at give små børn de bedste forudsætninger for at udvikle sig bedst muligt.

Indtil 2020 var jeg ansat som lektor på pædagoguddannelsen, med særligt fokus på dagtilbudspædagogik. Jeg har yderlige arbejdet med efter og videreuddannelse for ledere og pædagoger.

2020: Udgav i samarbejde med Susan Hart, Anne Larsen og Annie Jakobsen; Leg for sjov og alvor, Hans Reitzels Forlag

2019: Psykoterapeut/ PUC – Psykoterapeutisk uddannelsescenter

2014: Master i organisationspsykologi – MPO/ Roskilde Universitetscenter

2000: Cand.mag i Teatervidenskab/ Københavns Universitet